![]() |
|
"NewClearMedia uddeler sin web- og multimediepris til en hovedopgave, der på fornem vis kombinerer et solidt og velresearchet journalistisk tema med de mange spændende formidlingsmuligheder, den digitale platform stiller til rådighed enten som et rent Internetprodukt eller i logisk og innovativt samspil med de traditionelle journalistiske formidlingsformer.
Vinderen af NewClearMedias webpris 2002 er en klassisk journalistisk historie, som ikke er gravet frem fra et skjult arkiv eller hentet hjem fra en fjern landsby i et krigshærget uland. Men den er bragende vedkommende og fornemt formidlet gennem en sikker brug af redskaberne i den digitale tidsalder.
Historien bruger Internettets muligheder for at formidle lyd, billeder og tekst til at give et utraditionelt indblik i en række menneskelige skæbner. Det er en historie som sætter tanker i gang, og giver et værdifuldt perspektiv på vores alle sammens hverdag. Samtidig formår historien at præsentere en række væsentlige nye fakta på en kreativ og underholdende måde.
Vindere af multimedieprisen er desuden et godt bevis på, at man ikke behøver at være teknisk nørd eller grafiker for at fortælle en god historie på Internettet. Hvad folkene bag denne historie ikke har haft mulighed for at udføre teknisk og grafisk, har de kompenseret for gennem kreativitet i fremlæggelsen af den journalistiske historie.
Peter Møller og Jacob Andersens opgave er spændende, fordi den kombinerer tekst, grafik, billeder og lyd på en meget kreativ måde, der hjælper formidlingen af selve historien flot på vej. Den er et kvalificeret bud på, hvor web-journalistikken i dokumentarform kan tænkes at bevæge sig hen." Søren Johansen, partner, NewClearMedia |
|
|